Årets Borger 2019
Siden 1979 har Troldhede GIF haft den store ære at uddele titlen til Årets Borger i Troldhede. Dvs i år uddeles pokalen for 40. gang. 
Det er hvert år et stort skulderklap til én eller flere personer, som har gjort en særlig indsats for Troldhede og omegn.  
Sidste år tilfaldt titlen velfortjent Partners Drengene Tony og Alan og i år har vi også fået mange gode forslag.
Når man kommer op i helikopteren har valget ikke været svært. Vi har haft en regel om, at man ikke kan modtage prisen mere end én gang, men i år har vi gjort en undtagelse.
I 1993 fik borgeren pokalen første gang, og vi plejer at slutte af med at sige: husk nu at titlen forpligter. Heller ikke denne gang er det blevet gjort til skamme. Årets Borger 2019 har gjort meget mere end det - og meget mere end man kunne forvente.
Bertel Jensen, vil du komme herud og modtage pokalen endnu engang…
Bertel, du har i mange år arbejdet for Troldhede og omegn. Du har gjort en kæmpe forskel, som har betydet alt for Troldhede.  Du har udtænkt strategier og visioner for Troldhede, og det har givet både ros og ris fra mange sider. Men når du har forelagt Troldhede det, så er der altid kommet noget ud af det. Du har formået at gi’ os et spark bagi….
Du har været foregangsmand omkring vindmøllerne og Butikshuset, og det har kostet dig blod, sved og tårer. Men i dag står de her…..og det er til stor gavn for Troldhede og omegn. Du var med, da skolesammenlægningen skulle finde sted, og til alles glæde har vi i dag en skole i Troldhede. Nr. Vium-Troldhede Skole. Hvis ikke du den gang havde brugt dine kommunale kontakter mm, havde hverken Nr. Vium eller Troldhede haft en skole..
Du er vedholdende, stædig og optimistisk.  Du er næsten utrættelig, du har mange jern i ilden – og du ved næsten alt om Troldhede, Nr. Vium og omegn. Brunkul, skove, blomster og bier står dit hjerte nær. Du fotograferer oppe og nede, ude og inde – mange nyder dine fremragende fotografier. Kulsøen har en særlig plet i dit hjerte, og mange nyder godt af Madpakkehuset, som bl.a. ved din hjælp blev opført i området der.    
Din familie betyder meget for dig, og du betyder meget for dem. Marianne,  Lisbeth og børnebørnene er dit guld, og en tur med Lene i sommerhuset på Sjælland tager du også gerne….men nok mest for at ”ordne”.
Når du engang imellem skal slappe af – og det gør du sjældent – så vil en tur med traktor og Skovtrolden gennem Dania være at foretrække. En skøn tur med søer, mose, træer og mufloner i massevis. 
Og nu har vi så bestemt, at du også skal til at motionere – sammen med pokalen som Årets Borger 2019 i Troldhede vil vi gerne overrække dig et gavekort til 1 års medlemskab af Senioridrætten i Troldhede GIF. Vi glæder os til at se dig til september, når vi starter op igen.
Spøg til side - Tillykke med titlen, Bertel - den er meget velfortjent. 
 
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Troldhede GIF | Idrætsalle 1 | Troldhede | 6920 Videbæk | Tlf.: +45 51164198